Emilie tog chancen – og fandt en uddannelse, der passede til hende
Da Emilie Johanne Bogner skulle vælge uddannelse, havde hun ikke en klar plan for fremtiden. Hun vidste bare, at gymnasiet ikke var den vej, hun skulle gå.
“Jeg vidste egentlig ikke helt, hvad jeg ville. Jeg vidste bare, at gymnasiet ikke var noget for mig,” griner hun.
I stedet begyndte hun at kigge på andre muligheder. Her spillede to af hendes søskende en vigtig rolle. Begge havde gået på mejeristuddannelsen og talte positivt om både faget og hverdagen på Kold College. Det gjorde hende nysgerrig.
I dag er Emilie 18 år og i gang med hovedforløbet på mejeristuddannelsen. Hun startede allerede som 16-årig.