Kold College kan i denne uge fejre ikke bare én, men to markante faglige bedrifter. Skolens kokkeelever har vundet guld ved DM for kokkeelever 2026, samtidig med at en af skolens undervisere har placeret sig blandt landets absolut bedste kokke ved konkurrencen Årets Kok.
Efter en intens finaledag i Messecenter Herning blev kokkeduoen fra Kold College kåret som landets bedste.
Magnus K. Ravnbo fra Restaurant Lieffroy og Cecilie Gade fra Restaurant TreeTop vandt konkurrencen sammen med teamleder Martin Plaza Önnerth fra Kold College.
Ud over guldmedaljen modtog holdet også særprisen for bedste hygiejne og orden i køkkenet – en anerkendelse af det høje faglige niveau og den professionelle tilgang.
“Det er tre måneders målrettet og intensiv træning, der ligger bag. Eleverne har arbejdet benhårdt, og det er fuldt fortjent, at de står øverst på podiet,” siger Morten Boros Madsen, uddannelseschef for Mad & Oplevelser på Kold College.
Begge elever har desuden været en del af toppen af dansk gastronomi som assistenter ved Årets Kok.
Magnus K. Ravnbo var assistent for Martin Plaza Önnerth, mens Cecilie Gade var assistent for vinderen Lucas Nielsen fra Restaurant TreeTop.
Magnus blev også kåret som bedste assistent og var med til at sikre en samlet 3. plads til Martin Plaza Önnerth.
Samtidig med elevernes sejr opnåede Martin Plaza Önnerth selv en imponerende 3. plads ved Årets Kok 2026 – som den første faglærer nogensinde til at deltage i konkurrencen.
“Jeg er selvfølgelig enormt stolt. Det betyder meget at kunne bringe erfaring direkte fra konkurrenceniveau tilbage til undervisningen og eleverne.
Og at stå her som første faglærer i Årets kok – og konkurrere mod bl.a. Alchemist og 10 Trin Ned – det er stort,” siger Martin Plaza Önnerth.