Stephanie fandt et sted, hvor hun havde lyst til at lære

I flere år havde Stephanie Fjeldgren Thorsen haft mejeristuddannelsen i baghovedet. Men tanken blev ved tanken.

“Jeg har faktisk haft tanken om mejeristuddannelsen i flere år. Men jeg havde været skoletræt, så jeg fik aldrig rigtig gjort noget ved det,” begynder Stephanie.

Alligevel blev idéen ved med at dukke op. Og sidste år besluttede hun sig for, at det var tid til at prøve noget nyt.

“Jeg fik sådan et lille spark. Nu skulle der ske noget nyt, og så tog jeg beslutningen,” fortsætter hun.

I dag er hun i gang med grundforløb 2 på mejeristuddannelsen på Kold College.

Der er en rigtig god dynamik mellem lærere og elever, og sammenholdet i klassen er stærkt. Man føler sig velkommen

Stephanie Fjeldgren Thorsen

Mejeristuderende

Undervisningstiden flyver afsted

Noget af det, der har overrasket Stephanie mest, er undervisningen. For når man tidligere har været skoletræt, kan næsten halvanden times undervisning godt lyde som lang tid.

“Men her flyver tiden afsted,” griner hun.

Og dette skyldes ikke mindst underviserne og relationen mellem lærere og elever.

Der er plads til at lære

Da Stephanie startede på uddannelsen, havde hun ikke samme erfaring som flere af sine klassekammerater. I begyndelsen kunne det være svært at følge med i alle fagudtryk og branchens særlige sprog. Men det viste sig hurtigt ikke at være et problem.

“Mange i klassen havde arbejdet på mejeri i måneder eller år, mens jeg startede direkte på skolen. Men lærerne er virkelig gode til at få alle med, og det er helt okay at fejle,” fortæller hun og understreger at det har betydet meget for hende at opleve et miljø, hvor man trygt kan stille spørgsmål og lære i sit eget tempo.

Et fællesskab, der hjælper hinanden

Fællesskabet er noget af det, Stephanie sætter allerstørst pris på. Hun oplever både et stærkt sammenhold i klassen og en kultur, hvor elever hjælper hinanden på tværs af uddannelsen.

“Lige inden jeg skulle til eksamen, var der faktisk nogen fra hovedforløbet, der ønskede held og lykke. Det gav virkelig ro i maven,” mindes hun – og fortsætter: “Man kan altid spørge hinanden i klassen. Vi er her jo alle sammen for at lære.” 

Det er små ting som den, der har gjort indtryk. Derudover oplever hun også, at lærerne altid tager sig tid.

“Hvis man stopper en lærer på gangen, får man aldrig et ‘nej, ikke lige nu’. De stopper op og bruger tid på en,” forklarer hun.

Mere end bare skole

En anden positiv overraskelse har været livet på skolehjemmet.

“Det føles nærmest som et femstjernet hotel,” griner hun.

Stephanie fremhæver både faciliteterne, fællesarealerne og den gode mad i kantinen. For hende gør det en stor forskel, at hverdagen fungerer, og at det sociale fællesskab fortsætter uden for undervisningen.

Drømmen er at blive endnu dygtigere

Når Stephanie kigger fremad, er målet klart. Hun vil gerne ud og arbejde som mejerist og fortsætte med at udvikle sig.

“Jeg vil gerne finde et mejeri, hvor jeg kan være fastansat og lære endnu mere. Dygtiggøre mig og blive bedre inden for faget,” fortæller hun.

Et råd til andre

Hvis Stephanie skal give ét råd til andre, der overvejer mejeristuddannelsen eller Kold College, er hun ikke i tvivl: Bare gør det.

Hun fremhæver både fællesskabet, beliggenheden og de mange muligheder på skolen.

“Der er et stærkt fællesskab, mange aktiviteter og masser af muligheder. Og bor du på skolehjemmet, har du to minutter til skole – det er virkelig en luksus,” afslutter hun.