Fra mejeri på Island til skole på Kold: Anna vil forstå, hvad der sker med mælken

26-årige Anna Karen Pálsdóttir vidste allerede, at mejeribranchen var noget for hende, inden hun begyndte på mejeristuddannelsen.

Hjemme i Island arbejdede hun på MS Akureyri, et mejeri i den nordlige del af landet. Hun kunne lide arbejdet, fandt produktionen spændende og kunne sagtens se sig selv blive i branchen.

Derfor besluttede hun sig for at uddanne sig som mejerist.

Det betød samtidig, at hun måtte pakke kufferten og tage til Danmark.

I dag er Anna på hovedforløb 3 på Kold College og skifter mellem arbejdet på mejeriet hjemme i Island og skoleopholdene i Odense.

Det er lidt svært at være så langt hjemmefra, men det er også spændende at komme på skole. Jeg kan godt lide skolen og mine klassekammerater, og det er en stor hjælp

Anna Karen Pálsdóttir

Mejeristuderende

Ikke bare hvordan – men hvorfor

Noget af det, Anna især er blevet glad for på uddannelsen, er sammenhængen mellem det, hun lærer i undervisningen, og det, hun selv arbejder med i praksis.

For mejeristuddannelsen handler ikke kun om at kunne fremstille et produkt. Man skal også forstå, hvad der sker undervejs.

“Det bedste for mig er sammenkoblingen mellem det praktiske og det teoretiske. Man lærer det praktiske arbejde, men også hvad der faktisk sker med mælken, når den bliver til et produkt,” forklarer hun.

Undervisningen foregår derfor både i klasselokalet, laboratorierne og træningsmejeriet. Og for Anna er det netop kombinationen, der får tingene til at falde på plads.

“Underviserne får teorien i bøgerne til at hænge godt sammen med det praktiske. Det giver rigtig god mening for mig,” uddyber hun.

Nogle gange opstår forbindelserne også steder, hun ikke havde forventet. På grundforløbet arbejdede Anna blandt andet med fermentering og opdagede, at processerne bag ølproduktion på flere områder minder om dem, man møder i mejeriproduktionen: “Det overraskede mig, at der var den sammenhæng. Når man forstår processerne, begynder tingene at hænge sammen.”

Dansk var den største udfordring

Det faglige var én ting. Men inden første skoleophold var Anna især spændt på noget andet:

Sproget.

Hun havde lært dansk i skolen på Island, men beskriver det selv som meget “skoledansk” med fokus på grammatik. Inden uddannelsesstart var hun derfor i sprogpraktik på et dansk mejeri, hvor hun fik mulighed for at bruge sproget i hverdagen og lære de faglige ord.

Alligevel var det grænseoverskridende at begynde på Kold.

“Jeg var nervøs for, om mit dansk var godt nok. Men det er vigtigt, at man tør snakke og bruge sproget, selvom man ikke siger alting perfekt,” forklarer hun.

Her har både klassekammerater og undervisere gjort en forskel.

“Alle har tålmodighed med én. Det var svært at tale dansk i starten, men mine undervisere og klassekammerater har hjulpet mig undervejs,” smiler hun.

Hendes råd til andre islandske elever er derfor også meget konkret:

Lær noget dansk hjemmefra – og brug det, når du kommer til Danmark: Det er bedre at snakke med lidt fejl og så være med.

Et skoleophold er også mere end undervisning

Når Anna er på Kold, bor hun på skolehjemmet. Og fordi Island ikke ligefrem ligger en weekendtur væk, bliver hun ofte i Danmark, når undervisningsugen slutter.

Her betyder livet omkring skolen en del.

Hun fremhæver især det sociale med klassekammeraterne og mulighederne på skolehjemmet, hvor eleverne blandt andet kan bruge fitnessrum, poolbord, bordtennis, biograf og skolens hal.

Men hun bruger også tiden på at opleve Odense.

“Jeg kan godt lide at gå ture i skoven lige ved siden af skolen. Man kan gå hele vejen ind til byen og kommer forbi zoologisk have. Odense er en dejlig by med mange muligheder,” smiler hun.

Tilbage til mejeriet – med mere viden

Når Anna er færdiguddannet i 2027, ligger næste skridt allerede ret fast.

Hun skal tilbage til MS Akureyri og fortsætte på det mejeri, hvor interessen for faget begyndte.

Men det behøver ikke være sidste stop, for som hun forklarer: 

“Jeg overvejer, om jeg senere skal bygge mere uddannelse på. Jeg har kigget på mejeriingeniøruddannelsen i København.”

Lige nu er fokus dog på mejeristuddannelsen – og på at få så meget som muligt ud af tiden på Kold.

Hvis hun skal sende ét råd videre til andre, der overvejer samme vej, er det enkelt:

“Man skal bryde sin comfort zone og være med i det hele.”