Mens klassekammeraterne brugte sommerferien på at slappe af, havde Steffen travlt med at lægge fliser og bygge sin fremtid. I en alder af bare 24 år har han nået mere end de fleste: Eget anlægsgartnerfirma, ansatte under sig, guldmedalje ved DM i Skills – og ansvar for vigtige projekter. Det her er historien om en ung mand, der ikke ventede på, at drømmen kom til ham, men tog spaden i egen hånd.
De fleste i 9. klasse bruger sommerferien på at slappe af. Steffen brugte den på at lægge fliser.
“Jeg spurgte min fars bekendte, om jeg måtte komme ud og prøve at være anlægsgartner i nogle uger,” fortæller han. “Det var ikke noget, jeg kendte til hjemmefra, men jeg kunne mærke, det var det rigtige.”
Det endte dog med, at han underskrev sin lærekontrakt allerede, mens han stadig gik i folkeskole. I dag har Steffen sit eget anlægsgartnerfirma, som han startede med en kammerat, da han var blot 21 år gammel.