Bliv landmand og arbejd med grøntsagsproduktion

Leder du efter en uddannelse, hvor du får lov til at dyrke naturen, få madvarer til at gro samt være med til at udnytte teknologien, når hverdagens råvarer skal produceres?

I krydsfeltet mellem gartner og landmand finder vi en ofte overset disciplin – nemlig grøntsagsproduktionen. Egentlig er det en del af landbrugsuddannelsen, men som en afstikker i forhold til, hvad de fleste normalt forbinder med det at være landmand.

Afhængig af produktionen foregår grøntsagsproduktionen enten på friland eller i et gartneri. Derfor opfattes det område af uddannelsen ikke altid som en lige så naturlig del af landbrugsuddannelsen som mange af de andre discipliner, en landmand uddanner sig til. Men ikke desto mindre kan du med en landbrugsuddannelse uddanne dig inden for grøntsagsproduktion.

Læs om uddannelsen

På Kold er grøntsagsproduktion og dyrkning af råvarer på skoleskemaet

Mange af vores elever giver udtryk for en øget interesse for grøntsagsproduktion – og det vil vi naturligvis gerne imødekomme. På Kold er grøntsagsproduktion en del af landbrugsuddannelsen, hvor eleverne får både viden om og færdigheder til produktion af danske råvarer. Her er der fokus på at blive fagligt dygtige til et håndværk, der både skal skabe overskud, gode danske råvarer og som kan bidrage til det øgede fokus på plantebaseret kost.

Inden for grøntsagsproduktion er der et øget fokus på, at en del af det manuelle arbejde overtages af robot- og droneteknologi. Derfor kan du med stor sandsynlighed komme ud for at arbejde mere teknologisk, hvis du uddanner dig inden for grøntsagsproduktion.